Åpent brev til danske sportsfiskere

New zealandsk brunørret er både et ettertraktet bytte og rester av britisk aristokrati. // Foto: Joakim Andreassen

Kære fiskevenner. Jeg vil så gerne ha’ jer med på vognen, men vi kommer jo til at ligne Bæredygtig Landbrug i den der ekstreme forfølgelse af egne, snævre (videnskabeligt ubegrundede) interesser.

Hej sportsfiskere,

Jeg følger lidt med i debatterne om DSF [Danmarks Sportfiskerforbund, red. anm.] , og tillader mig nu et indspark.

Udover en livslang kærlighed til vores sport er min baggrund for udtalelsen også professionel. Jeg har brugt de sidste syv år af mit liv på at studere hvordan sportsfiskere har ændret økologier verden over. Jeg har skrevet en masteropgave ved Aarhus Universitet i et underfelt af antropologi, der hedder multiartslig etnografi. Opgaven handler om fluefiskeriets opståen på kalkstrømmene i England og hvad næsten ingen husker. Nemlig at de engelske tørflue-lords opfandt put and take i det 19. århundrede. De byggede opdrætsanlæg og avlede fisk, udryddede rovdyr/fugle/fisk i vandløbene, fældede de træer der stod i vejen for deres kast, skar grøden månedligt så tørfluen kunne drive uhindret på overfladen.

Og de eksporterede deres nye metoder. For eksempel til Jylland, hvor ørredanlæggene skød op i vandløbene og danskerne også begyndte at sportsfiske. Men de engelske fluefiskere eksporterede også deres fisk og filosofier langt videre omkring, ud i alle kolonierne. De prøvede ganske enkelt at skabe en planet der var paradisisk for deres sport, og lykkedes ud over alle grænser.

Denne historie har gjort ørreden (S. Trutta) til en af verdens mest udbredte og almindelige ferskvandsfisk.

Efter min master blev jeg ansat i forskningsprojektet Global Trout ved Oslo Universitet, hvor jeg siden blandt meget andet har brugt et år i felten langs engelske vandløb. Her har jeg prøvet at forstå en knudret natur/kultur konflikt der minder lidt om den danske situaiton.

Nogle overordnede påstande

Jeg har hældt kæmpe dambrugsørreder i River Test, og jeg har rewildet et kilometer af River Kennet med de mest kompetente hydrologiske bio-ingenører i felten. Så kom an hvis nogen vil modsige mine overordnede påstande;)

  • Jeg noterer mig at der for tiden er ved at tegne sig stor opbakning til at DSF engagerer sig i to traditionelle strategier for at få “flere fisk”. Den ene er at kontrollere såkaldte ‘skadedyr’, den anden er at udsætte opdrættede laksefisk. Hvis man er rigtig generøs, kan man kalde det DSF og mange herinde står for single species conservation. Det er en forældet, forfejlet og afskrevet tilgang til naturbeskyttelse, medmindre man har at gøre med ekstremt truede arter. Da ørreden trods alt trives nogenlunde i sit europæiske oprindelsesområde er det en fuldstændig ligegyldig fisk at arbejde med i et single species perspektiv. Den politik DSF står for kommer egentlig ikke fra videnskabelige kredse, men fra engelske aristokraters sportslandskaber og måden de blev forvaltet på for 150 år siden. At udsætte fisk fra opdræt er som at sætte fasaner eller ænder ud – det er udelukkende egenkagemeling.
  • Hvis DSF spænder sig hårdt for regulerings/udsætnings vognen vil det helt sikkert ikke føre til flere fisk i nogen bæredygtig forstand. Til gengæld vil det fremmedgøre folk som mig, og alle de organisationer som DSF ellers kunne alliere sig med. For eksempel Dansk Ornitologisk Forening, der kunne være en ideel samarbejdspartner i mange konkrete sammenhænge.
  • Desuden vil ressourcer, fokus og kræfter gå fra det egentlige problem, nemlig at vi lever i en ruineret verden. Alt hvad en ørred krydser for gydebanke til døden er i krise; åerne, fjordene, havet. Greenpeace har lige lavet denne her glimrende film (og hvorfor har DSF aldrig lavet noget formidling der når det til sokkeholderne!!?). DSF’s feed for tiden er bare DRÆÆB SKARVER. Kære fiskevenner. Jeg vil så gerne ha’ jer med på vognen, men vi kommer jo til at ligne Bæredygtig Landbrug i den der ekstreme forfølgelse af egne, snævre (videnskabeligt ubegrundede) interesser. Det får sådan nogle som mig til at se og tænke – sportsfiskerne er slet ikke mine allierede, men egentlig naturens fjender.
  • Så kommer vi til udsætninger. Der findes INGEN dokumentation for at udsætninger hjælper vildfiske-bestande af ørreder. Tvært imod. Der utallige eksempel på at det skader. Den engelske zoolog Elizabeth Thomas har lige gennemført verdens mest omfattende meta-review af effekterne ved habitatgenoprettelse på laksefisk. Her kommer det centrale citat for denne diskussion: ”In rivers without stocking, salmonid populations significantly increased in response to the habitat restoration. However, where stocking was carried out, salmonid populations did not respond to habitat restoration. This specific result mirrors that found in another meta-analysis of Finnish river restorations by Marttila et al., 2019, and indicates that all the good work to improve rivers for wild fish will amount to nothing if artificial stocking continues. Therefore, it is important to focus resources to directly address the factors limiting salmonid production, rather than attempting to increase salmonid populations through regular stocking events.”

    Studiet er på trapperne, men du kan læse mere her.

Venner, fra hjertet, tænk jer nu godt om før jeres drømme bliver virkelighed – de forslag der er på bordet vil kun forlænge det mareridt vi bor i.

Innlegget ble opprinnelig publisert på Facebook.

nb_NO